Julemarked på Næssundfærgen
Foreningen Næssundfærgens Venner holder julemarked på veteranfærgen 'Næssund' og på kajen i færgelejet ved Næssund
søndag 8. december fra klokken 10 til 16.
Formålet er både at skaffe penge til færgen og at skabe opmærksomhed om færgen, der ligger stille i vinterhalvåret. Foreningens økonomi har ganske vist forbedret sig væsentligt i løbet af 2024, men budgettet for 2025 ser ikke nemt ud. Det bliver et rigtigt julemarked, hvor man kan købe juletræer, julepynt, juleneg, juledekorationer, stearinlys, keramik, honning, fuglehuse, smykker, rapsolie, vin, øl. Vi serverer pølser (Den Glade Gris), kaffe, te, varm kakao, brændte mandler, småkager. Der er juleløb for børn, man kan (måske) vinde i tombolaen, lave sin egen julepynt og lære at spinde uld. Færgen er overdækket, og ellers sørger små bål, varm kakao og gløgg for varmen. Det er første gang, foreningen holder julemarked, og dens formand Martin Hvass håber på både godt besøg og et pænt overskud: 'Vi kan ikke drive færgen for indtægterne ved den almindelige trafik, så vi er nødt til at have andre aktiviteter, der kan støtte økonomien. Julemarkedet er blot det første arrangement og på den måde også en forsøgsklud. Går det godt, vil vi gøre det til en tradition'. Bag arrangementet står 30-40 frivillige, der stiller boder, borde og bænke op lørdag 7. december og piller det hele ned igen efter lukningen søndag eftermiddag. Skulle vejrudsigten være helt håbløs, aflyses arrangementet med tre dages frist.
Yderligere oplysninger om julemarkedet hos
Kirsten Færgemand Pedersen på mobil 28 91 80 62
|